Forlanger din bank øget sikkerhedsstillelse?

Overtræk på kassekreditten, især uvarslet og uden din banks forudgående accept, er sammen med dårlige regnskabstal en hyppig anledning til, at banken forlanger større sikkerhed, eller måske vælger helt at opsige engagementet. Sker det, har du mistet bankens tillid, og det er nødvendigt med grundlæggende ændringer. Det bliver formentlig nødvendigt at stille yderligere sikkerhed for at komme videre (aktiver, kautioner, evt. virksomhedspant).

Selvom du måtte have mulighed for det, så gør det aldrig uden på forhånd at have analyseret og vurderet følgende:

  • Vil banken stille tilstrækkelig likviditet til rådighed på en måde og i et omfang, så du er sikker på at komme i havn igen? Hvis du ikke sikrer dig dette, kan du risikere en opsigelse umiddelbart efter den øgede sikkerhedsstillelse
  • Sikkerhed for at fortsat drift giver mening. Du skal tage vare på, at du laver tiltag, som sikrer, at du ikke fortsætter en perspektivløs drift for en kort periode for dernæst igen at havne i en situation, hvor du ikke har mulighed for at yde mere sikkerhed. Vær opmærksom på, at en for stor gældsbyrde kan forhindre en i øvrigt lønsom drift
  • Er det bedre med det samme at overveje de juridiske løsningsmuligheder? Hvis du ikke er overbevist om, at fortsat drift kan forrente og afdrage gælden, bør du overveje, om konkurs eller eventuelt en akkordordning måske kan være et bedre alternativ. Mulighederne afhænger af mange forhold, men det er afgørende, at der findes frie værdier, som eventuelt kan anvendes til at fortsætte driften i andet regi. Har du først pantsat alt, kautioneret ubegrænset, og måske også bundet familie og venner op, så er mulighederne begrænsede.

Krav om øget sikkerhedsstillelse fra banken kan være et tegn på krise! Vi hjælper med vejledning og sparring af virksomheder i krise eller på vej i krise - helt gratis, uvildigt og fortroligt. Ring eller skriv direkte til din regionale Early Warning konsulent.