Rejsebureau ændrede kurs midt i coronakrisen

Check Point Travel

Efter gode, gratis råd fra en bankmand og en kriseekspert skiftede aarhusiansk rejsebureau kurs fra at spare og overleve til at se fremad og søge nye rejsemål.

Det var lige efter sommerferien 2020, at den ene af tre indehavere af rejsebureauet Check Point Travel greb telefonen og ringede til Early Warning.

Efter seks måneder i krise siden nedlukningen i marts, havde Henrik Særmark-Thomsen brug for at tale med nogen udefra. Han havde ved et tilfælde opdaget det offentligt støttede program, hvor frivillige erhvervsfolk bruger deres fritid på at hjælpe virksomheder i krise.

"Det forløb, vi kom ind i, blev et fuldstændigt vendepunkt. Vi gik fra udelukkende at have øje for at sænke vores omkostninger og overleve med ryggen mod muren til i stedet at se fremad mod en fremtid efter krisen og bruge kræfter på at søge nye rejsemål i Europa og optimere vores nethandel," forklarer Henrik Særmark-Thomsen, som er bureauchef. 

Henrik Særmark-Thomsen vidste ikke, hvad udbyttet ville blive, da han ringede til Early Warning. I røret fik han en erfaren konsulent, der lyttede og stillede spørgsmål.

"Vi havde jo gjort det rigtige i situationen og sendt de tilbageværende syv medarbejdere hjem på lønkompensation, men jeg kunne jo se, den ordning stod for at blive udvandet. Derfor gik vi efter at få en arbejdsfordeling, hvor medarbejderne må arbejde i 20 procent, for med den kunne vi klare skærene frem til dette forår", siger han.

I et par lange telefonsamtaler med Early Warning-konsulenten blev alle de tiltag, som bureauet havde gjort for at lande økonomisk så blødt som muligt, gennemgået minutiøst. Ganske vist stod bureauet ikke foran en truende konkurs, men krisen kostede omkring 150.000 kr. hver måned, og oveni hævede de tre ejere ingen løn.

"Vi stod foran det bedste år nogensinde. Vi havde oprustet på it-siden og havde rekordsalg i januar og februar, da alt stoppede brat og alle rejser blev lukket ned den 13. marts 2020. Vi kunne ikke sælge rejser, men var også tvunget til at annullere og refundere hovedparten af de rejser, som vi havde solgt i det halve år op til nedlukningen. Vi afbookede fly, biler, hoteller og så videre, men fik langt fra alt tilbage, så vi hang noget med næbbet", siger han.

Vendepunktet blev et møde med en bankmand, der er med i Early Warning-korpset af 100 frivillige erfarne erhvervsfolk med et vidt forgrenet net af kompetencer.

"Han kunne bekræfte, at vi havde gjort alt, vi kunne, for at holde udgifterne i ave. Men så spurgte han, hvad vi gjorde for at øge vores indtjening fremadrettet. Det kan lyde banalt, men det satte gang i et helt nyt tankesæt, hvor vi begyndte at se fremad og se på muligheder. Vi fik simpelthen optimismen tilbage", fortæller han.

Sammen med bankmanden og konsulenten blev der lagt en plan for at se, om rejsebureauets koncept med skræddersyede rejser, som hidtil havde haft Thailand, Cuba og andre oversøiske destinationer som mål, kunne foregå i Europa.

"Vi så et hul i markedet i Italien og i Grækenland, og inden Europa atter lukkede ned, tog vi på rundtur og lavede aftaler med hoteller og lokale arrangører i de to lande for 2021 og 2022, så vi er meget fortrøstningsfulde og fulde af håb", siger han.

De tre ejere tog efter Early Warning-forløbet også fat på at skrue yderligere på deres it-system, så det er gearet til den øgede nethandel, der er vokset frem under krisen.

"Det skal vi klart gøre mere ved. Vi har fået kampgejsten tilbage, men indtil videre holder vi lidt på pengene, indtil de begynder at komme ind igen", siger Henrik Særmark-Thomsen.

Fakta om Check Point Travel
Grundlagt i 1996. Ligger i Brabrand. Speciale i skræddersyede rejser med udgangspunkt i erfaringer fra egne rejser. Var 14 medarbejdere på det højeste, lige inden coronakrisen ramte i marts 2020. Er nu ti medarbejdere, herunder de tre ejere. Ni af ti medarbejdere er på 20 procent arbejdstid og 20 procent løn. Henrik Særmark-Thomsen trådte ind i ejerkredsen i 2010. 

Skal vi også hjælpe dig og din virksomhed?

Hvad end der holder dig vågen om natten. Om det er manglende omsætning, udskydelse af skat og moms, sygdom, stress eller bekymringer om fremtiden, så er vi klar til at hjælpe dig.

Tag fat i os, før det er for sent. 

Kontakt os her