Kenneth Madsen fra DXTR

Legetøjsfirma overlevede tvangsopløsning med hjælp fra Early Warning

Med bistand fra Early Warning konsulenten i Sydjylland fik Sønderborg-virksomheden DXTR hjælp til at komme igennem en formel tvangsopløsning, da en af de fire stiftere trak sig.

Skal vi også hjælpe dig og din virksomhed? Kontakt os her

Det kan rive selv en succesrig iværksættervirksomhed med masser af penge i ryggen og guldrandet potentiale midt over, hvis ejerne ikke får lavet en ordentlig og juridisk holdbar aftale med og om hinanden fra starten. Det lærte Sønderborg-virksomheden DXTR på den hårde måde.

En tilsyneladende detalje fik læsset til at vælte. Den ene af de fire stiftere var på vej ud af virksomheden, og da han ikke ville skrive under på årsregnskabet, faldt alt på gulvet.

Vi opdagede, hvor alvorligt det stod til, da vi fik et brev i e-boksen fra Erhvervsstyrelsen med en trussel om, at vi ville blive tvangsopløst. Og vi endte faktisk med at blive tvangsopløst, selv om sagen alligevel endte lykkeligt for de tre af os fire stiftere med hjælp fra Early Warning, fortæller Kenneth Madsen, direktør og medstifter af legetøjsfirmaet DXTR.

Iværksættereventyr stiftet på googlede dokumenter
Det startede ellers som et iværksættereventyr. Fire studerende på SDU får en god idé. Et sæt interaktive byggeklodser, som kan interagere med en iPad. Meningen er at skabe et træningsværktøj for patienter med Parkinson. Professoren på SDU siger, at det bør de starte en virksomhed på, så det gør det. Men de er umodne på det tidspunkt.

Vi ”googlede” os frem til dokumenter om at stifte et holdingselskab og skrev selv videre på dem. Blandt andet indførte vi en passus om, at jeg som direktør skulle have en bonus på 300 kroner, så jeg kunne købe et par kasser øl til virksomheden. Det var på det niveau, desværre, siger Kenneth Madsen.

Opfinderforløb og halv million dollars fra engle
Alt forløber dog problemløst, foreløbig. Holdingselskabet er stiftet med 50.000 kroner i kapital. Og ideen med de interaktive byggeklodser viser sig at være så god, at de med hjælp fra daværende IDEA House på SDU får en plads på European Inventions Academy i Sydfrankrig. Det ophold ændrer virksomhedens fokus fuldstændigt. En mentor elsker ideen, men kalder den for dødfødt. Til gengæld kan han forestille sig, at hans datter på 6 år godt vil lege med klodserne. Efter en kort overvejelse går produktet fra at være en ’medical device’ til at være ’smart legetøj’.

Pludseligt tager tingene fart. Få måneder efter at have stiftet DXTR som datterselskab til deres oprindelige holdingselskab, modtager stifterne betydningsfuld kapital fra business angels i USA og Schweiz. I alt blev DXTR på ingen tid 500.000 dollars rigere på papiret.

Byggeklodsen har kort forinden vundet Creative Business Cup i Danmark og kommer året efter i finalen i it-iværksættekonkurrencen Guldæg. Der bliver indledt et crowdfunding-projekt og åbnet et datterselskab i San Francisco på USA's vestkyst. Virksomheden står til at udleve det, som er mange it-iværksætteres våde drøm.

Filmen knækker, den ene stifter trækker sig
DXTR spurter derudaf. Der er et par håndfulde ansatte nu. Interessen fra omverden er enorm. Alle knokler nærmest i døgndrift, på nær en enkelt person. Filmen knækker. Den ene af stifterne har mentalt og fysisk meldt sig ud.

Det viser sig ved, at han ikke tager ansvar, ikke har fokus. Når vi aftaler at levere til en bestemt deadline, har han ikke lavet noget som helst. Og det går bare ikke, når alle andre giver alt, hvad de har i sig. Så vi forsøger at finde en måde, hvor vi kan sige pænt farvel, siger Kenneth Madsen.

Problemet er, at det dokument, de sammen stiftede holdingselskabet med, da de var studerende, ikke har forudset, at de kunne skilles. Der er ingen hjælp at hente der.

Vi andre tre udarbejder i stedet et tilbud, som vi selv syntes ville være fair. Nemlig at få en fjerdedel af den værdi virksomheden havde ved den oprindelige investering, når virksomheden en dag gav overskud. Plus to procent i fortsat ejerskab, så han havde en ’upside’, når virksomheden engang ville blive solgt, forklarer Kenneth Madsen.

Den fjerde stifter takker nej. Han vil have penge her og nu. Sagen ender i hårdknude, hvor al kommunikation foregår mellem de to parters advokater.

Early Warning får styr på tvangsopløsningen
Så kommer brevet fra Erhvervsstyrelsen med truslen om tvangsopløsning.

Jeg kontakter nu Early Warning, som jeg har hørt om gennem en kontakt. Med hjælp fra Early Warning konsulenten, som sidder hos Erhvervshus Sydjylland, forsøger vi dels at mægle, dels få helt styr på det forløb, der nu ligger foran os, så vi trygt kan komme ud på den anden side og have en plan for, hvordan vi gør undervejs, siger Kenneth Madsen.

Med Early Warning konsulenten fra Erhvervshuset som mellemmand bliver holdingselskabet opløst. Og trods flere henvendelser fra likvidatoren, som er en uafhængig advokat, til den fjerde stifter, med andre tilbud, blandt andet om at købe DXTR ud for et mindre kontant beløb, reagerer stifteren ikke inden for de satte tidsfrister.

Enden på det hele bliver, at de tre stiftere efter forløbet med Early Warning konsulenten køber DXTR ud for en brøkdel af det oprindelige tilbud.

Som en advokat efterfølgende sagde: Se på det som relativt billige lærepenge. Men havde I anvendt blot halvt så mange penge fra starten på at få tjekket jeres aftale hos en advokat, var I ikke rendt ind i de problemer, siger Kenneth Madsen.

I dag er der helt styr på det juridiske med ejeraftaler, kontrakter osv. i DXTR, så virksomheden kan koncentrere sig om at udvikle og levere.

Bliv klogere på hvad der sker, når du tager kontakt med Early Warning

Om Early Warning konsulenten
Bo Jacobsen var dengang Early Warning konsulent for Sydjylland, men er i dag Early Warning konsulent i Erhvervshus Fyn. Han har grundlagt, ledet og solgt virksomheder i Frankrig og Danmark. Mangeårig ledererfaring fra større virksomheder i ind- og udland. Tidligere investor, direktør og bestyrelsesmedlem i flere virksomheder.

Skal vi hjælpe dig og din virksomhed? Vi hjælper årligt over 500 virksomheder i krise. Vi hjælper også gerne din.