Henriette finder ind til årsagen

Den erfarne erhvervskvinde Henriette von Platen-Hallermund har i sine tre år som rådgiver for Early Warning hjulpet omtrent 20 nordjyske virksomheder. Hun møder virksomhederne med spørgsmål, der taler til den sunde fornuft og bundlinjen.
Det første, Henriette von Platen-Hallermund kommer med, når hun som rådgiver i Early Warning møder en virksomhed, er spørgsmål, der maner til eftertanke.
Hun er en erfaren rådgiver, også i Early Warning-regi, hvor hun i sine tre år som frivillig har vejledt omtrent 20 modgangsramte virksomheder.
Den nordjyske erhvervskvinde blev frivillig rådgiver for at få en større tilknytning til sit lokalområde. Selv om hun er fra Nordjylland, bor i Nordjylland, og blot pendlede til København, hvorfra hun i mange år drev sin konsulentvirksomhed, havde hun sjældent opgaver i sit nærområde.
"Den anden grund var at begynde at give noget tilbage af alt det, jeg har lært og fået fra samfundet", siger hun.
Når dialogen er etableret, er det ofte top- og bundlinje, som er i Henriette von Platen-Hallermunds fokus.
Bedst at ringe inden krisen
Henriette von Platen-Hallermund oplever, at der er stor forskel på de virksomheder, som ringer og beder om hjælp, når de er kommet i krise, og de, som bare godt kan se, de har nogle problemer, de ikke kan komme videre med.
"Hvis folk ringer i god tid, kan vi gå ind og give et skub til, at de selv kan arbejde med tingene og på den måde få virksomheden til at klare sig", siger hun.
Kendetegnet for de virksomheder, hun har hjulpet, er, at de ofte er funderet på ejerens ideer og praktiske kundskaber.
"Store virksomheder ringer jo ikke til os, de hyrer selv konsulenter ind, men det har de færreste mindre virksomheder råd til", siger hun.
Mangeårig virksomhedskonsulent
Henriette von Platen-Hallermund har været virksomhedskonsulent i mange år og har en MBA fra Aalborg Universitet. Desuden er hun efteruddannet hos Early Warning i lovgivning om konkurser.
Hun fremhæver selv sit femårige partnerskab i konsulentfirmaet Qeep frem til årtusindskiftet som det, der gav hende tilgangen til at tænke og tale i bund- og toplinje. Her fik hun viden om, hvilket håndtag en virksomhed kan trække i, hvordan man sætter mål op, hvordan udvikler man en virksomhedskultur og ændrer adfærd.
Skal vi også hjælpe dig og din virksomhed?
Hvad end der holder dig vågen om natten. Om det er manglende omsætning, udskydelse af skat og moms, sygdom eller stress. Eller bekymringer om fremtiden, så er vi klar til at hjælpe dig.
Tag fat i os, før det er for sent.