Det er på likviditeten, man først ser krisetegnene

Henriette von Platen-Hallermund

Efter to år som frivillig rådgiver i Early Warning sætter den mangeårige topchef og kendte fynske erhvervsmand Ole Bang Nielsen fingeren på det ømmeste punkt, når små virksomheder kommer i krise.

- Det, som en virksomhed typisk dør af, er manglen på evne til at betale regninger. De mangler simpelthen penge i kassen, siger han.

Det kan lyde åbenlyst, men det er det ikke. Virksomheden kan godt levere overskud, når året er gået, og stadig mangle kontanter til undervejs at betale lønninger og leverandører. Og når ejeren pludselig står med tomme lommer, kan det gå helt galt.

Manglende overblik over likviditet er det typiske problem for de virksomheder, jeg har mødt som frivillig rådgiver. De fleste kender deres drift og har styr på deres regnskab, men de tænker ikke på at lave likviditetsprognoser, forklarer Ole Bang Nielsen.

 

Han taler med en vis vægt med en fortid som topchef i virksomheder som Albani, Rynkeby, Inco og Odense Sport og Event, der ejer fodboldklubben OB, og som formand eller bestyrelsesmedlem i en lang række virksomheder og organisationer. 

Ole Bang Nielsen er 62 år. Da han trak stikket efter 40 arbejdsomme år i erhvervslivet med mange topposter i vidt forskellige brancher, meldte han sig som en frivillig rådgiver i Early Warning. Ligesom 100 andre erfarne erhvervsfolk, der i deres fritid gratis hjælper mindre virksomheder, der er kommet i modvind.

- Det er spændende. Jeg kan bruge nogle af de instrumenter, som jeg har samlet op igennem 40 år. Jeg får lært nye mennesker, nye virksomheder og nye brancher at kende. Og man får det relativt godt nede i maven, når man kan se, noget lykkes for nogle mennesker, siger han.

I sine to år som frivillig rådgiver har han nået at hjælpe syv virksomheder, og de er alle overlevet. Det har været virksomheder i brancher som håndværkere, detailhandel og underholdnings- og serviceindustrien. Den eneste fællesnævner er, at de er små og ligger på Fyn og i Sønderjylland, hvor Ole Bang Nielsen, der bor i Odense, opererer - og så, at de var løbet ind i krise.

Når Ole Bang Nielsen skal fortælle, hvilke af hans kompetencer, han kan møde med, nævner han evne til at gennemskue en virksomheds økonomi relativt hurtigt, og han leder med det samme efter pengestrømmene, som er en tydelig kriseindikator.

Det er på likviditeten, man først ser krisetegnene. Ved at fokusere på likviditetsprognoser kan man finde ud af, hvilke håndtag, det er relevant at dreje på, inden katastrofen opstår. Det kan være at sælge mere eller spare lidt på omkostninger. Man får mulighed for at reagere i tide.

-  Og kommer virksomheden først derhen, hvor regningerne ikke bliver betalt, er det ofte alle regninger. Men det ender ofte med, at skat og moms bliver skubbet.

Hold blikket stift rettet mod likviditeten
Ole Bang Nielsen råder ejere af mindre virksomheder til at holde blikket stift rettet mod likviditeten. 

- Hvis man for eksempel er ved at blæse sit varelager op uden at have helt styr på økonomien, kommer der pludselig en masse regninger fra leverandører, som man ikke kan betale - selv om virksomheder i princippet går godt og kan lave plus på bundlinjen.

Når ejeren ikke selv har fået øje på problemet i tide, er det, fordi ejeren ofte kæmper en kamp med at holde virksomheden oven vande.

- Ejeren får tunnelsyn og arbejder benhårdt videre på salg eller produktion, men forsømmer typisk bogholderiet og at skaffe sig overblik over pengestrømme, samt markedsføring, så der også er salg om nogle måneder, siger han.

Den plan, Ole Bang Nielsen lægger med den kriseramte ejer, indebærer som udgangspunkt nogle forholdsvis få og enkle punkter.

Det kan, foruden likviditetsoversigten, som ofte er et simpelt regneark med overblik over kassekredit, kontoudtog og udeståender, handle om markedsføring, så virksomheden har noget at leve af fremadrettet.

- De skal jo selv redde deres virksomhed. Jeg skal blot forsøge at sætte spotlight de rigtige steder. Det er faktisk relativt nemt. Det svære er at fastholde de gode vaner for ikke at komme galt afsted igen, siger han.

Skal vi også hjælpe dig og din virksomhed?

Hvad end der holder dig vågen om natten. Om det er manglende omsætning, udskydelse af skat og moms, sygdom eller stress. Eller bekymringer om fremtiden, så er vi klar til at hjælpe dig.

Tag fat i os, før det er for sent. 

Kontakt os her