Frivilligt krisekorps fik Hestenge Consult på fode igen

Karine Bjerremann fra Hestenge Consult

To erfarne erhvervsfolk fra Early Warning-programmet hjalp fynsk firma, der havde tabt 90 procent af sin omsætning, med at få styr på økonomien og salget.

Efter at have været i konstant krise i næsten ti måneder, siden corona ramte i marts sidste år, ringede Karina Bjerremann, ejer, leder og stifter Hestenge Consult, i januar til Early Warning og bad om hjælp.

"Jeg kunne se, at hvis jeg ikke gjorde noget nu, ville vi næppe overleve, så jeg søgte på nettet under ”virksomhed i krise”, og så dukkede Early Warning op", fortæller hun.

I 15 år havde hun med succes og stabil vækst kørt sin virksomhed Hestenge Consult i Vissenbjerg, der hjælper voksne og børn med at øge livskvaliteten ved omgang med heste gennem behandlingsmodellen Eagala.

Omkring ti personer, svarende til tre fuldtidsansatte inklusive Karina selv, har deres levebrød, helt eller delvist, gennem virksomheden. 

Coronanedlukningen i marts betød, at halvdelen af de 49 borgere, som Hestenge Consult på det tidspunkt arbejdede med hen over en uge, pludselig faldt fra, og det samme gjorde indtjeningen. 

Ganske vist kunne et projekt med 24 unge fortsætte i et stykke tid, men da den anden coronanedlukning ramte i oktober, var det projekt for længst slut. 

Hen over sommeren havde Karina Bjerremann, for at få et onlinetilbud, bygget en webshop med hjælp fra et projekt med ledige akademikere. Men det kastede ikke den ønskede omsætning af sig, og hun havde ikke også tid til at sælge, når hun var så meget på driften. 

Da året gik på hæld, stod Karina Bjerremann tilbage med indtjening fra blot en håndfuld børn og voksne. 

Vi havde simpelthen tabt 90 procent af vores omsætning, og selvom jeg kunne få lønkompensation for et par af mine ansatte, stod det desværre klart, hvilken vej, det gik, og det var brat nedad" fortæller hun. 

Early Warning-konsulenten hos Erhvervshus Syddanmark spurgte ind over telefonen og kom frem til, at der kunne tilknyttes en til to fra korpset af frivillige erhvervsfolk hos Early Warning. 

En uge efter opkaldet kunne Karina Bjerremann holde sit første onlinemøde med den første Early Warning-frivillige.

"Det var mega grænseoverskridende og helt fantastisk. Jeg havde slet ikke prøvet før at se på min virksomhed på den måde, han gjorde. Han gav mig et overblik og gjorde det klart, hvad det vil sige at drive en personligt ejet virksomhed, hvor det bogstaveligt talt er dine egne penge, du skal betale løn af, også selvom du ikke tjener en krone", fortæller Karine Bjerremann.

Efter nogen tid med ugentlige møder blev der tilknyttet endnu en Early Warning-frivillig med ekspertise inden for økonomi.

"Det var i den grad en øjenåbner. Jeg måtte erkende, at jeg kørte uden dækningsbidrag og satte penge til på at tilbyde individuelle kurser. Han hjalp mig med at få styr på regnskab og budgetter, og så har han lavet et regneark, som jeg nu bruger til at give tilbud, så jeg ved, det løber rundt, og jeg selv får løn, det er fuldstændigt fantastisk" siger hun.

Karina Bjerremann havde taget en lederuddannelse i 2020, og efter sparring med de Early Warning-frivillige har hun kastet sig ud i at anvende ledelsesværktøjer over for de ansatte. 

De to Early Warning-frivillige har bare skabt tillid og troværdighed, og det kan de ansatte også mærke. Den tilgang med, at det skal ”vi” nok få styr på, og en tro på virksomheden, og så deres enorme viden, det har i den grad bragt os ud af suppedasen", siger hun.

Fra at have udsigt til omtrent nul i omsætning står Hestenge Consult i dag med foden inde i flere store projekter, herunder med Faaborg-Midtfyn Kommune, Krisecenter Fyn der åbner til maj, FABU socialfagligt hus og Vallensbæk Kommune/Vallensbæk rideakademi. 

"De nye kontrakter var ikke kommet i hus, hvis vi ikke havde fået hjælp gennem Early Warning, det har helt sikkert reddet virksomheden, også selv om banken ikke ville give mig en kassekredit, og jeg lige nu betaler en rente på 20 procent", siger hun.

Skal vi også hjælpe dig og din virksomhed?

Hvad end der holder dig vågen om natten. Om det er manglende omsætning, udskydelse af skat og moms, sygdom, stress eller bekymringer om fremtiden, så er vi klar til at hjælpe dig.

Tag fat i os, før det er for sent. 

Kontakt os her