Sådan sikres et godt korps

For at sikre et godt korps er der en række aktiviteter, som skal gennemføres fra rekruttering til den frivillige forlader korpset.

Rekruttering, korpsånd, bedst mulig benyttelse samt løbende optimering af vores korps af frivillige er en afgørende indsats i Early Warning. Vi skal løbende sikre en indgang af kompetente og engagerede folk, at vi er dygtige til at bruge deres kompetencer, og at korpset af den enkelte frivillige ses som et attraktivt netværk at være en del af.

Rekruttering

Ved rekruttering afholdes der indledningsvist en samtale med kandidaten. Tilstede er tovholder samt en erfaren frivillig, typisk regionens medlem af FRR. Såfremt tovholder, i samråd med FRR-medlemmet, vurderer, at kandidaten skal tilknyttes, skal følgende punkter følges:

  • Underskrive aftalen om optagelse i korpset af frivillige.
  • Lægge den frivilliges CV i CRM. Den nye frivillige skal acceptere, at CV må sendes til andre uden forudgående godkendelse.
  • Sende en velkomstmail. Andre tovholdere, den frivillige som deltog i rekrutteringssamtalen, projektleder samt EW konsulenter i regionen er CC.
  • Henstille til den nye frivillige, at vedkommende lægger en kort beskrivelse af sig selv på vores lukkede linkedin.com gruppe.
  • Sammen med den nye frivillige planlægge, hvordan vedkommende introduceres til opgaven. Det kan evt. være som føl hos en erfaren frivillig eller ved at tilknytte en erfaren frivillig som mentor.
  • Gøre klart for den frivillige, at vi forventer, at vedkommende prioriterer at deltage i minimum landsmøde, årsmøde og regionale samlinger.

Det første halve år: Indslusning

Tovholder sikrer, at den nye frivillige kommer på opgaver.
Opfølgende samtale efter en periodes opgaveløsning.

Løbende opfølgninger

Tovholder skal have jævnlig kontakt med alle frivillige (arrangementer, opgaveløsning, rapportering til tovholder mv.)
Frivillige, som ikke melder ind på opgaver, og som tovholder i øvrigt ikke har kontakt til, skal kontaktes for at afklare årsagen til manglende indmelding. Der skal her tages stilling til, om den frivillige fortsat ønsker at være med, og hvorvidt tovholder fortsat ønsker, at vedkommende er med.

Exit af frivillige

Frivillige, som af egen drift vælger at udtræde, skal ringes op af tovholder for en nærmere afklaring af bagvedliggende årsager.
Frivillige, som tovholder vurderer ikke har den rette adfærd, skal indbydes til et møde, hvor den frivillige konfronteres med tovholders synspunkter. En erfaren frivillig kan evt. involveres i mødet og den efterfølgende beslutning om den frivilliges fortsatte tilknytning til Early Warning.
Såfremt tovholder på forhånd har besluttet, at den pågældende frivillige ikke længere skal være en del af korpset, skal den frivillige indbydes til en samtale. Under samtalen redegør tovholder for sit valg og sine argumenter. Det er vigtigt, at samtalen foregår respektfuldt og værdigt, og at vi får sagt tak for det bidrag, som vedkommende har givet.