Richardt hjælper med kriser imellem direktørjobs

For Richardt Deleuran er det at hjælpe nødstedte virksomheder nærmest en passion, som han dyrker for Early Warning, når han har tid imellem sine job som interim-direktør. Men ejeren af det kriseramte firma skal også spille helhjertet med.

46-årige Richardt Deleuran er en erfaren iværksætter og direktør, som gerne kaster sig ind i kampen sammen med en kriseramt ejer for at redde en nødlidende virksomhed, så længe han møder et oprigtigt ønske om at skabe de forandringer, der skal til. 

Han forventer, at ejeren, der skal hjælpes ud af en krise, spiller helhjertet med.

- Hvis jeg bruger mine onsdagsaftener på en virksomhed, forventer jeg, at virksomheden prioriterer sin tid i opgaven om at komme ud af krisen, jeg hjælper gratis. Ellers giver det ingen mening, siger Richardt Deleuran, der bor og arbejder ud fra Vesterbrogade i København.

Han startede sin første virksomhed som 22-årig. Siden er flere kommet til. Men det er hans ti års erfaring som interim-direktør, der ruster ham til opgaverne som Early Warning-frivillig.

Interim vil sige, at han går ind i en virksomhed for at lede en bestemt opgave og trækker sig ud igen, når driften er normaliseret. 

I de to år, han har været en del af korpset på over 110 frivillige hos Early Warning, har han været inde over omkring ti virksomheder i Storkøbenhavn og Nordsjælland, og cirka halvdelen har overlevet og klarer sig fortsat godt. 

Det er ofte tydeligt, om der er tale om en case, det er muligt at redde fra konkurs, men chancen afhænger meget af, hvor tidligt den Early Warning-frivillige kommer ind.

- Hvis den kan reddes, handler det ofte om at agere hurtigt og få udformet en strategi, der kan trække virksomheden væk fra afgrunden og formidle det til diverse kreditorer. Hvis det derimod handler om at lukke virksomheden, bliver sagen i højere grad, hvordan man bedst kan give ejeren den bedste psykologiske støtte, siger Richardt Deleuran.

Selvom det i første omgang handler om cvr-nummeret, handler det i høj grad om, at ejeren kommer bedst muligt igennem. For nok er mange af de strategiske arbejdsopgaver ofte økonomisk funderet. Men det er utrolig vigtigt, at ejerlederen skal oven på igen, selvom det ender med en konkurs, mener han.

En fællesnævner for de fleste af de virksomheder, han har mødt som Early Warning-frivillig, er mangel på overblik over økonomien. 

- Likviditetsklemmen presser livet ud af de fleste virksomheder, som er i krise. At man når dertil, skyldes ofte, at man ikke har kompetencer eller værktøjer til at se meget mere end tre måneder frem og ikke har ageret på de forandringer over tid, som virksomheden har været udsat for - det man kalder rettidig omhu i forhold til de strategiske beslutninger, siger han.

Han nævner et eksempel med en mellemstor hifi-producent. Den havde succes med masser af glade kunder, men gælden pressede likviditeten i bund. Det betød, at det var svært at sætte nye produkter i produktion. Derfor måtte selskabet alt for ofte skuffe kunderne med et udsolgt varelager, og det skabte en nedadgående spiral for virksomheden. 

Det lykkedes at skabe det overblik og fokus, som fik alle brikker til at falde på plads.
- Vi fik i fællesskab genforhandlet kreditormassen og fik skabt den nødvendige luft i likviditeten - til glæde for kunderne, selskabet og ikke mindst kreditorerne, siger Richardt Deleuran.

Kendetegnene for de, der ender med at lukke, er, at de ikke formår at starte på en frisk og se tingene på en ny måde. 

- De, som lykkes, formår at finde tilbage til de gode dyder. Det er ofte en hård omgang at redde et kriseramt selskab, men belønningen er derefter, siger han.

Han har været ude for, at der ikke var lydhørhed og lyst til at løse problemerne. Det var en produktionsvirksomhed, hvor ejeren ikke tog situationen alvorligt (nok) og mente, at der var masser af tid. 

- I de tilfælde bliver ledelsen ofte kaldt tilbage til ’virkeligheden’ personificeret i form af ’Kongens Foged’, og det er sjældent den bedste løsning, påpeger Richardt Deleuran. 

- Når man som Early Warning-frivillig kontakter kreditorer, banker og Gældsstyrelsen, oplever jeg ofte en stor velvilje til at arbejde konstruktivt med casen. Vi repræsenterer jo det offentlige og har derfor en vis 'credit'. Den 'credit' har vi kun optjent, fordi vi arbejder seriøst for at opnå den bedste løsning for alle parter, påpeger han.